Udgivet - 2020

Kreditering af depositum og reklamationsbehandling på tandstænger og servopumper

Tech news

Når den udskiftede tandstang eller servopumpe returneres, er det med en forventning om at få det betalte depositum krediteret. Grunden til at der betales depositum er, at den udskiftede tandstang eller servopumpe repræsenterer en værdi, hvis den kan godkendes til renovering – i modsatte fald er den værdiløs. I denne artikel stiller vi skarpt på de omstændigheder, der kan betyde, at et depositum ikke krediteres - samt hvorledes vores reklamationsbehandlingsproces forløber.  

Identificerbar
Den første forudsætning er naturligvis, at den returnerede del kan identificeres. Derfor er det et krav, at den returneres i den Triscan emballage, som den nye del er fremsendt i. 

Komplet
Omfanget af det returnerede skal være som det modtagne. 
For tandstænger betyder det f.eks. at styrestængerne også skal returneres, hvis den nye tandstang er leveret med styrestænger. Det betyder også, at tandstangens manchetter skal returneres.
Ved servopumper skal remskiven også følge med - kun undtagelsesvis accepteres en manglende remskive. Slangeforbindelserne skal være tætte, og alle pakninger skal medfølge. Alle til pumpehuset fastgjorte dele skal også returneres (f.eks. Hydraulikoliebeholdere).

Triscan Depositum

Se vores guide/tjekliste til brug for grossister og værksteder, der helt enkelt og ved hjælp af billeder forklarer de vigtigste regler på området
 

Stand
De returnerede dele skal som indledningsvist forklaret kunne godkendes til renovering. 
For tandstænger betyder det, at tandstangshuset og alle monteringsbeslag skal være intakte – ingen revner eller brud. Tandstangens styreaksel må ikke være rusten – tjek derfor for rust hvis manchetternes spændebånd er beskadiget eller manchetterne er defekte/utætte. Styreakslen skal desuden ubesværet kunne bevæge sig fra det ene yderpunkt til det andet. Sidst, men ikke mindst må ingen af tilslutningerne for hydraulik være beskadiget. 
For servopumper betyder det, at servopumpehuset og alle monteringsbeslag skal være intakte – ingen revner eller brud. Servopumpens aksel/remskive skal ubesværet kunne rotere og må ikke have et for stort spillerum. Sidst, men ikke mindst må ingen af tilslutningerne for hydraulik være beskadiget.  

004b   
Tandstangens styreaksel må ikke være rusten
003b 
Ingen af tilslutningerne for hydraulik må være beskadiget

Sagsbehandling - depositum
Vores interne sagsbehandling foretages udelukkende af vores eget fagpersonale. Depositumvarer som returneres på dagstur behandles inden for 1-2 dage. Depositumvarer som returneres som pallegods behandles i løbet af ca. 14 dage. Vi afhenter uden beregning paller med depositumvarer hver tredje måned. Ved afvisning af kreditering bliver kunden informeret. Kunden kan herefter afgøre hvorvidt den afviste del skal returneres eller vi uden omkostninger bortskaffer den.

Sagsbehandling - reklamationer
Udgangspunktet for at gennemføre en reklamationsbehandling er en korrekt udfyldt reklamationsformular – herunder dato for montering og udskiftning, kilometerstand ved montering og udskiftning samt regning for udskiftning.

Når en tandstang eller servopumpe med korrekt udfyldt reklamationsformular modtages, udfylder vi internt en særlig reklamationsformular med yderligere informationer, som sendes sammen med den reklamerede del til ekstern undersøgelse. Dette sker ca. 7 dage fra modtagelsen. Så snart resultaterne af den eksterne undersøgelse foreligger, underrettes kunden og der udarbejdes internt en rapport, som efterfølgende fremsendes til kunden. 

olie

Som led i sagsbehandlingen undersøges hydraulikolien for urenheder i form af metalpartikler. Denne form for forurening optræder, når der ikke er foretaget en korrekt undersøgelse samt efterfølgende skylning/rensning af hele hydrauliksystemet førend reparationen udføres. Det er nemlig kun et spørgsmål om tid hvornår en tandstang eller servopumpe holder op med at fungere, hvis hydraulikolien ikke er helt ren. 

For yderligere information kontakt venligst vores kolleger i salg, kundecenter eller service.