På besøg hos Han Herreds Reservedelslager

I det nordvestlige hjørne af Danmark og med kun få kilometer til nogle af vestkystens bedste strande og ikke mindst Klitmøller – der blandt surfere i udlandet bedre er kendt som Cold Hawaii – ligger Han Herreds Reservedelslager i byen Fjerritslev.  

Han Herreds Reservedelslager - der siden 1976 har været kunde hos Triscan - blev i 1970 etableret i byens gamle stationsbygning efter at jernbanen stoppede i 1969. Lige fra starten har firmaet beskæftiget sig med engrossalg af autoreservedele, værktøj og forbrugsmaterialer til værksteder og autoforhandlere, men også maskinstationer, primært i Thy, Jammerbugt og Vesthimmerland. 

Allerede i 1974 var faciliteterne blevet for små og der blev derfor bygget nyt længere ned af Jernbanegade på en grund med mulighed for yderligere udvidelse. Det blev der første gang brug for i 1984 - hvor der blev udvidet med garage/koldlager - og igen i 1995 hvor hovedlageret blev udvidet. I dag råder firmaet over næsten 1400 m2 administration, lager og garage.

Foruden at tage sig godt af sine kunder, tager man sig også godt af sine ansatte. Et tydeligt bevis herpå var da reservedelsekspedient Jacob Ranum i december 2014 fik overrakt den kongelige belønningsmedalje for 44 års ansættelse hos Han Herreds Reservedelslager.  

Hos Han Herreds Reservedelslager sælges og markedsføres de fleste af Triscans 25 varegrupper. ”Vi er godt tilfreds med samarbejdet, men kender jo også hinanden rigtigt godt efter alle de år. Triscan er en pålidelig og stabil leverandør og kvaliteten er i orden”, fortæller daglig leder og indehaver Steen Glerup Nielsen.

I 2015 var Han Herreds Reservedelslager én af Triscans første kunder, som besluttede sig for at udvide samarbejdet til også at omfatte det dengang nye sensorprogram. ”Det har været en stor fordel for os, at kunne nøjes med stort set én leverandør af sensorer. Tidligere brugte vi for meget tid på at finde en leverandør eller valgte simpelthen at melde hus forbi på forespørgsler. Det betød jo desværre at vi gik glip af ordrer, men det er heldigvis ikke sådan mere”, fortsætter Steen Glerup Nielsen og tilføjer: Vi lagerfører de mest udbredte sensorer og får de mere specielle sensorer leveret med kort varsel, hvilket fungerer rigtig godt. Der er blevet taget godt imod Triscans sensorer hos vores kunder og vi har opnået en stigning i salget i denne produktgruppe”.

Hos Triscan tillægges samarbejdet med Han Herreds Reservedelslager også stor værdi. ”Vi er meget glade for det mangeårige samarbejde og de nære relationer vi har virksomhederne imellem”, udtaler Steen Ray Pedersen, Salg- og marketingdirektør hos Triscan. ”Vi har altid været gode til at finde løsninger sammen og give hinanden feedback og inspiration til forbedring og udvikling. Samarbejdet er kendetegnet ved åbenhed og ærlighed og det kommer man nu engang længst med her i livet”, slutter Steen Ray Pedersen.          
 

FAKTABOKS
•    Han Herreds Reservedelslager blev grundlagt af Erling Glerup Nielsen i 1970
•    Virksomheden har lige fra starten beskæftiget sig med engrossalg af autoreservedele, værktøj og forbrugsmaterialer til værksteder i lokalområdet i og omkring Fjerritslev i den nordvestlige del af Jylland
•    I løbet af 2008 overtog sønnen Steen Glerup Nielsen ledelsen og ejerskabet
•    Han Herreds Reservedelslager beskæftiger i alt 10 medarbejdere